Ring +45 50262020 | [email protected]

Fragt: kun 39 kr | Hurtig levering

Første skridt i familien er at beslutte om man skal have hund eller ej – det er unægtelig den største beslutning, og den største overvejelse man skal gøre sig. Mange ting skal der tages hensyn til, hverdagen skal fremover planlægges på en anden måde, er hvorledes ser økonomien ud og meget meget mere. En idé kan være at låne/passe gode venners hund, så man får en fornemmelse af hvordan det er at have en hund 24 timer i døgnet. Det kan anbefales hvis man aldrig har haft hund.

Når beslutningen så er taget, og hunden skal vælges er der naturligvis nogle ting som skal afklares, skal det være stor eller lille hund, raceren eller blandet, voksen eller hvalp – der er fordele og ulemper uanset hvilket valg man tager. I denne artikel vil jeg koncentrere mig om valget mellem voksen eller hvalp.

Vælger du at få en hvalp, har du mulighed for at følge hele hundens opvækst, hvis du altså er i god til hos en opdrætter, så du kan komme fra hvalpene er født. Dermed har du en god mulighed for at følge deres udvikling, se moderen og måske også faderen, hvilket giver dig et godt vink om hvordan din hvalp kan udvikle sig. Du kan følge med i hvilken prægning hvalpene får helt fra starten af, og samtidig bruge minimum 8 uger til at forberede dig til at skulle modtage det lille ny familiemedlem.

 

hvalp eller voksen hund

Når du får hvalpen hjem er du med ét den nye familie, tænk på at din lille hvalp er taget væk fra alt hvad den overhovedet kender i sit liv indtil nu, mor, søskende og den tryghed der er forbundet med det. Det betyder at du spiller en ret stor rolle i dens liv, og det er virkelig om at fylde den rolle så godt som muligt. Du har mulighed for i hvalpens første ca. 16 uger at give en så grundig prægning, at du har en omgængelig, rimelig lydig, og godt rustet hund i resten af dens liv. Dermed ikke sagt at intet kan gå galt om man så må sige, men ansvaret for at få præget hunden er ubetinget dit. Og jo mere du kan give din hvalp i de uger, jo bedre fundament vil den have, som der kan bygges videre på. Det er i disse uger det kan betale sig at have ekstra fridage, så du har mulighed for at præsentere din hvalp for så meget som muligt, af de ting som ellers senere i dens liv kan være ”farlige”. Det vil være godt at prøve at køre i tog og bus, gå tur i byen med mange mennesker, lade hunden hilse på forskellige mennesketyper, lade den se kørestole, stavgængere, cyklister, knallerter m.m.m. Alle de ting som vi er vant til at se i gadebilledet, men for en hvalp er det hele jo nyt, og jo flere ting den kommer i kontakt med indtil den 16 uge, jo bedre. Dermed mindskes risikoen for at den senere i livet udvikler sig til at blive usikker og angst for nye ting og lyde.

Til det at få hvalp hører naturligvis også en renlighedstræning, som man skal have med i tankerne. Det kan ikke undgås at der kommer ”uheld” indendørs, der er for det første grænser for hvor stor blæren er, samt hvordan har opdrætteren trænet renlighed. Men det er faktisk muligt at få en hund renlig på ganske kort tid, det kræver tålmodighed, fridage og at være på hele tiden. Vær opmærksom på når hvalpen lige har leget eller sovet, eller der er gået et par timer, så tages hvalpen ud og du BLIVER ude indtil den har gjort sig ren. Ros meget når det sker, og undgå at skælde ud hvis det sker indendørs. Vores fornuft siger os at det ikke skal gøres på gulvtæpperne, men skælder du hunden ud for at tisse på tæppet, kan det ligeså godt være hunden kæder det sammen med at den ikke må tisse når du er i nærheden. Det kan have de konsekvenser at hvalpen finder andre steder at gøre det, hvor du ikke kan se det, eller at den ikke vil gøre det udendørs, for der står du jo lige ved siden af. Så undgå skæld ud, men ros i den grad når det sker på ønskede steder.

Udover renlighedstræning er der også alene hjemme øvelser. Vores hunde er jo flokdyr og det er derfor ikke naturligt for dem at være helt alene, det er noget de skal lære. I starten går man ganske kort tid fra hvalpen, mens man sørger for den er mentalt træt nok, og at den får noget ganske lækkert at beskæftige sig med mens man går. Det kan være godt at nå at komme tilbage inden den er færdig med lækkerierne. Så sætter man stille og roligt mere og mere tid på, men sørger stadig for at det hver gang slutter positivt. Skulle der ske skader eller hvalpen hyler, så går man tilbage til det tidsinterval hvor det gik godt, og starter derfra. Det er som at bygge huse af legoklodser, først fundamentet, og så én klods ad gangen, stille og roligt indtil man kan lægge tag på. Netop det med at give hunden noget lækkert, det kan være kødben med ekstra fyld, aktivitetsbold med guffer el. lign., men det kan faktisk gøre det at hunden sidder og venter på at få sin ”ting” og ikke kan få dig hurtigt nok ud af døren, så den kan komme i gang, og det er jo gerne derhen man skal, så ikke man som hundeejer selv slæber rundt på en dårlig samvittighed over at lade hunden alene hjemme.

Skulle hvalpen have ødelagt noget til du kommer hjem, så lad være at skælde ud – den vil ikke ane hvad du taler om, heller ikke selvom du viser skaderne. Når vores hunde ser ud som om de forstår at de ikke skulle have gjort det, så er det rent faktisk vores kropssprog de reagerer på, de kan godt se vi er ved at være oppe i ”det røde felt” panderynkerne tiltager, vores stemme bliver bestemt, og hele vores krop er mere stiv når vi bliver gale og irriterede. Men hunden forstår ikke hvad det handler om – så ville den jo holde op hvis den kunne tænke sig frem til at det gør mor/far sur at ødelægge…

Netop det at vælge en hvalp giver noget mere arbejde, men giver også samtidig et helt andet samhørighedsforhold mellem dig og hunden, der er altså noget andet over at selv starte helt fra bunden – og glæden ved at se hvalpen udvikle sig til hund.

Voksen hund

Den voksne hund. Her kan også nævnes fordele ved at starte med en voksen hund. Man undgår alt det arbejde med renlighedstræning, som oftest også alene hjemme træning, og får en hund som er mere rolig og i bedste fald en smule opdraget.

Der kan jo være mange gode grunde til at en voksen hund søger nyt hjem, og kender man i forvejen hunden er det naturligvis en god start, så ved man hvilken grundprægning den har fået, hvad der er gjort træningsmæssigt, og hvilke områder der måske trænger til en ekstra afpudsning.

Er det derimod en hund man ikke kender, kan det være svært at vide hvad den har med sig i ”rygsækken”, og dermed også et arbejde i sig selv at finde ud af hvordan det går med andre hunde, kan den være alene hjemme, er der nogen ting som den er bange for m.m.

Det er også muligt at lære en voksen hund nye ting, men der er ingen tvivl om at det kan tage lidt længere tid at vænne de dårlige vaner fra, end hvis man får fat fra hvalpestadiet. Og igen er der fordele ved at den muligvis har lært en masse i forvejen, så et fremskridt kan gå hurtigere.

Når man kigger på voksen hund er der også forskel på hvor gammel den er, det er alt andet lige nemmere at få tilpasset en hund som ikke er alt for gammel, end hvis hunden er godt oppe i årene. Men under alle omstændigheder kan det lade sig gøre, for mig at se handler det mere om hvad der er sket for hunden frem til dato. Og ved man det er man allerede et godt stykke foran, end hvis hele hundens fortid er uvis – så kan arbejdet med at få fundet ud af det faktisk godt blive større end hvis man havde valgt en hvalp.

Uanset om man vælger hvalp eller voksen hund, er det godt at man fra starten har gjort sig klart hvilke regler der er i hjemmet, og gerne at hele familien er enige om det. Det giver hunden tryghed at vide hvor den står, hvad der er tilladt og hvad der ikke er. Man taler meget omkring lederskab, og til det vil jeg blot henvise til en tidligere skrevet artikel i bladet, netop omkring lederskabet, og opfordre til at man er kærlig konsekvent overfor sin hund, igangsættende for gode og positive oplevelser, og lader hunden indgå som et familiemedlem.

Så uden at tage parti vil jeg opfordre til at tænke sig rigtig godt om, og det gælder blot inden man vælger hund, for det er jo det bedste at hund og ejer kan blive sammen hele livet – til glæde og gavn for alle parter. Tænke over hvad man som menneske har at tilbyde, hvordan holder man helst ferie, hvor meget tid er der i dagligdagen til aktivering, gåture, træning m.m. Jeg vil ikke undlade at nævne at alt for mange hunde bliver aflivet pga. adfærdsmæssige problemer i dag, og for mig at se er det oftest ikke hunden som har problemet…

Af Merethe Børgart - Hundepoten.dk

Merethe Børgart er hundeejerinstruktør, hundeadfærds-terapeut, dyrehealer, clairvoyant, healingsterapeut, telepati, hundemassør samt mange kurser indenfor hunde og det alternative.

Hun arbejder fuld tid med adfærdsbehandling, kurser til hundeejere samt træning af familiehunde og er skribent for "Dyrefondets Hundejournal", samt "Vores kæledyr", "hund og kat" og svarer på spørgsmål i dyrepanelet i samme blad.

Merethe Børgart kan kontaktes på telefon 26283992 eller [email protected]. Besøg hendes hjemmeside på hundepoten.dk . 

 

Hun er desuden også skribent og forfatter til bogen "Et helt hundeliv", som du kan købe via PetDreams.dk for kun 79 kr.