Ring +45 50262020 | [email protected]

Fragt: kun 39 kr | Hurtig levering

Læs interviewet med Gitte Frikke, som er opdrætter af Coton De Tulear.

Kennelen hedder Netesminde, hvor navnet har en helt speciel plads i hendes hjerte.

 

Paula: Er det sandt, at Coton De Tulear er et populært valg hos folk med allergi?

Gitte: Det er sandt og jeg har haft mange familier på besøg, blot for at mærke efter om de kan tåle racen. Hvis en familie med allergi ringer til mig, foreslår jeg dem altid at besøge nogle steder, hvor der KUN er Coton’er og Havanais’er, som også er allergivenlige.  

 

Paula: Hvorfor besluttede du dig for den race?  

Gitte: På grund af mit barnebarns allergi måtte jeg desværre finde nye hjem til mine hunde og katte i 2003 og efter et års tid blev jeg så opmærksom på racen gennem en kollega, som er hundetræner. Hun henviste mig til nogle hjemmesider, hvor jeg kunne se billeder og læse om den. Allerede synet gjorde mig vild i varmen. Så kontaktede jeg en opdrætter, som var meget venlig og fortalte mig en hel masse om racen. Herefter var der ingen vej tilbage; jeg måtte bare have sådan en lille fyr.  

 

Paula: Hvordan fandt du på navnet til din kennel?  

Gitte: Min datter Nete, som altid har elsket dyr og haft et helt specielt forhold til dem, læger navn til min kennel. Hun døde (ellers sund og rask) meget pludseligt af en hjerneblødning i 2002 og via kennelnavnet lever hun videre med det, som stod hendes hjerte nært.  

 

Paula: Det var da synd, men en flot måde at ære hendes minde på.  

 

Paula: Hvor mange voksne hunde har du i øjeblikket på din kennel?

Gitte: Jeg har 3 voksne coton’er Cocco, Satine og Moraki samt Morakis hvalp Dusty (p.t. 7 mdr.) – desuden har jeg en voksen Bichon Havanais, Havana. Alle er tæver.  

 

Paula: Skal bomuldshunde børstes dagligt?  

Gitte: Det skal de ikke, men det er en god idé at gøre det. På den måde opdager man meget hurtigt, hvis der er filter i pelsen og kan få dem redt ud, inden hundens pels bliver som fåreuld. Èn gang ugentlig er typisk nok, blot man husker at komme helt til bunds, hvilket mange ofte glemmer. Ser hunden fin ud på overfladen, så er det vel okay – men nej, under det fine ydre kan ligge en ”kage” af uld, som river og rykker i hundens hud. Og dét gør ondt! Racen bør vaskes ofte, min. én gang pr. måned.  

 

Paula: Hvor mange år lever de typisk?

Gitte: Det er som med små hunde flest: får de den rigtige kost og omsorg kan de leve længe, typisk bliver de 14-15 år, men jeg har også hørt om en, som blev 18 år. Men det må vel siges at være en slags rekord.

 

Paula: Kan du fortælle noget om Coton De Tulear hundes personlighed?  

Gitte: Det er den sjoveste race, man kan forestille sig (siger jeg som naturligvis er total forgabt i den), den har stor personlighed og er meget ”morsyg”, dvs. den følger gerne sin ejer rundt i hele huset, hver gang man går fra et sted til et andet. Det er en meget kærlig og glad hund og skulle der være noget, som ikke er helt i orden, så kan du straks se det på de sorte øjne, som er meget udtryksfulde. Den er lærenem og elsker at lære tricks, så som ”bang – du er død” eller give et bjæf, hvis man spørger om den er sulten. En af Coccos hvalpe (nu 2 år) kommer sågar med sin madskål i munden, når den er sulten, fortæller familien. Agility er en hundesport, som cotonen nærmest er født til; den er lille og vaks og har masser af fart under de små futter. Nu, jeg også har Havanais, vil jeg lige sige, at denne race minder så utrolig meget om cotonen, at jeg ofte har svært at fortælle kommende hundeejere om forskellen, når de spørger efter den.

 

Paula: Hvordan er din rutine med dem?

Gitte: På hverdagene står vi op længe før, vi egentlig har lyst til (det gælder også hundene, som er B-”mennesker” som deres mor), de får sat håret og vi går en lille morgentur. Når vi kommer hjem får vi vores morgenmad og det er et fast ritual, at jeg deler min sidste skive brød ud til dem og de sidder troligt og venter på den. Går der dog lidt for lang tid, kommer Satine med sit lille ”jeg er sulten NU”-bjæf. Inden jeg tager afsted, giver jeg dem hver en kiks og siger ”farvel”, så løber Cocco og Havana ind i lænestolen ved vinduet og kigger efter mig. Jeg formoder, de sover det meste af dagen, indtil jeg er hjemme tidligt på eftermiddagen. Herefter er der ingen fast rutine, men vi gør tingene som jeg finder det rarest. Vi tager på udstillinger ind imellem, mest for sjov for jeg er ikke selv den ”store ekshibitionist” og det kræver lidt skuespiltalent at trave rundt i ringen. Vores faste aftenritual er, at når jeg siger ”skal vi ind og puttesove”, så futter alle hundene med mig og hopper én efter én op i min seng. Så gælder det om at smyge sig ned mellem dem for at finde en plads. Men jeg ville ikke undvære det for noget; det er herligt!!

 

Paula: Hvordan har dine hunde det med hinanden?

Gitte: Her er et hierarki, det kan vi ikke komme udenom. Cocco er den ubestridte førerhund og styrer sine undersåtter ”strengt”, men ind imellem går hun i barndom og leger fjollet og længe med de andre, indtil hun atter synes, det er tid til at spille voksen. De fire andre trives ligeværdigt med hinanden, selvom Satine af og til prøver at fortælle de andre, at hun aspirerer til lederrollen, hvis Cocco en dag siger jobbet op. De elsker at lege sammen i haven; at løbe efter hinanden, springe over hinanden i farten og tumle rundt på hundehøjen, som jeg har bygget specielt til dem. Det er en sand fornøjelse at betragte dem lege sammen.  

 

Paula: Er du medlem af nogen hundeforeninger?  

Gitte: Jeg er medlem af Dansk Kennel Klub, Klubben for Små Selskabshunde og så er jeg desuden medlem af flere hunde- og dyrevelfærdsforeninger.

Legetøj der støtter din hvalps trivsel: