Ring +45 50262020 | [email protected]

Fragt: kun 39 kr | Hurtig levering

Myra er fra Guensey, og har boet i Danmark siden 2008 med hendes danske mand Heinrich og deres søde kat, Lucy.

 

Paula: Myra, hvordan fik du Lucy?  

Myra: Det er faktisk en sjov historie. Heinrich siger altid, at vi gik på møbeludsalg, og kom hjem med en kat! Hun var 5 år gammel, og familien der havde opfostret hende, flyttede fra Guensey til Skotland, men de havde også 3 andre katte (2 Siameser og en Russian Blue). Lucy kom ikke så godt ud af det med en af Siameserne, så det kom så langt, til at hun kun boede i soveværelset oven på, og kun kom ned for at spise, og ville så løbe lige derop igen. Det var meget svært for ejeren at give den væk, men hun indså, at Lucy ikke rigtigt havde noget liv.

Paula: Tilpassede hun sig hurtigt hendes nye hjem?

Myra: Ja, utroligt nok. Vi fik hende hjem, og hun lavede stort set ikke andet, til at starte med, end at gå fra værelse til værelse for at undersøge sit nye territorium. Hun havde været hos os omkring 2 timer, og hun begyndte allerede her at hoppe op i sofaen til os, lagde sig ned og inviterede mig til at klø hendes mave - Det var jer jeg vidste, at hun havde det godt med sit nye hjem.  

Paula: Kan du fortælle om hendes rutiner? 

Myra: Nå, men hun vil f.eks. rejse sig, og følge mig ud på badeværelset. Her vil hun sidde ved dørtrinet og se på, mens jeg går i bad og får tøj på. For det meste taler hun til mig eller råber (afhængigt af tonen!) ad mig hele tiden mens jeg er derinde. Derefter fodrer jeg hende. Jeg bruger Royal Canin til Persere og vådfoder. Resten af dagen bruges til at sidde og kigge på fuglene eller sove i hendes stol. Når jeg kommer hjem fra sprogskole, plejer Lucy at blive meget aktiv, og løbe fra rum til rum. Er vejret godt, lader jeg hende løbe ud i haven og løbe lidt rundt. Efter det, plejer jeg at børste hende, fordi hun er blevet støvet af at rulle rundt på fliserne. Da hun er en Chinchilla Perser, er jeg nød til at børste hende jævnligt alligevel. Om aftenen ser jeg TV med Heinrich, og så kommer Lucy og lægger sig på armlænet lige ved siden af mig. Der bliver hun som regel, til vi går i seng. Så følger hun efter, kommer og siger Godnat, og slår sig så ned resten af natten i fodenden af sengen.  

Paula: Hvad kan hun absolut ikke leve uden?

Myra: Våd kattemad med sovs. Helt seriøst, hvis jeg kunne købe vådt katte foder, der ikke havde noget kød men bare sovs, ville jeg købe det, for det er stort set hvad hun spiser. Det, og så hendes kiks selvfølgelig. Jeg kunne også være tykhovedet og sige, at hun ikke kunne leve uden mig :-). Når vi kommer hjem fra noget, kan hun være meget anhængret til mig når vi kommer hjem, som til sidst næsten kan blive for meget. Hun er i hvert fald gladere, når jeg er i huset.  

Paula: Er der noget Lucy virkelig hader?

Myra: Andre katte!! Jeg tror det må stamme fra hendes opvækst med 3 andre katte, og så det at hun blev moppet af Siameserne. Selv lyden af en kat på TV, vil få hendes ører til at stå oprejst. Hun er slet ikke glad for andre katte i området. Hun er heller ikke vild med at blive børstet, som tidligere har resulteret i en del skænderier mellem Lucy og mig. Hun vil knurre et stykke tid, og efter et par minutter, er det som om hun siger ”Ok, det er nok.. Jeg sagde det er nok”. Hendes problem er, at hun helt sikkert har mødt hendes match i mig :-).  

Paula: Er Heinrich lige så skør med hende som dig?  

Myra: Skør…Nej, det tror jeg ikke. Han kan lide hende, men han er ikke så forelsket i hende som jeg er. Han kunne bestemt leve uden alt pelsen på tøjet. Paula: Var hun dit første kæledyr? Myra: Nej, mit første kæledyr var en kanin, der hed Sidney da jeg var ca. 5 år gammel. Han var en Grey Dutch kanin, meget sød, men jeg var ikke den bedste til at kigge efter ham. Som så mange kæledyr i barndommen, endte ansvaret med at ende hos min far. Vi havde også undulater, en lille papegøje der hed Bobby og 3 katte; Shadow, Fluffy og Sandy, som var min dreng. Men på trods af alle de forskellige dyr jeg har været i kontakt med (mine bedsteforældre havde en gård), har jeg haft noget helt specielt med katte, og føler virkelig jeg forstår dem.

Paula: Var det svært at få Lucy med til Danmark fra din britiske ø?  

Myra: Fra et praktisk perspektiv, var det meget let. Jeg var nød til at få en mikrochip i hende og vaccineret mod rabies, men bortset fra det, var det blot at få blodresultatet tilbage, og hun fik derefter passet. Alt ialt tog det 4 uger. Følelsesmæssigt var det lidt af en rutsjebane. Det første jeg vidste, da vi fandt ud af vi skulle flytte, var at Lucy skulle med, og derfor besluttede vi os for at køre, så det betød et par ekstra nætter til rejsen, for at stoppe på hoteller, købe en rejsetaske til hende, og så al bekymringen for hvordan hun ville tage rejsen. Men til slut, behøvede jeg ikke bekymre mig. Hun var en helt rolig passager. Når vi kørte på motorvej sov hun, og når vi stoppede ved et hotel, var det bare et ekstra sted for hende, så hun ville se sig omkring, og derefter spise og sove. Hun var bare helt afslappet. Faktisk var jeg mere stresset end hun var.