Ring +45 50262020 | [email protected]

Fragt: kun 39 kr | Hurtig levering

Carli har opdrættet Norske Skovkatte i over 18 år, og for 3 år siden begyndte hun også at opdrætte Maine Coon katte. Hendes katteri Gyldenløve ligger i Ringsted, hvor hun bor sammen med hendes kæreste Allan og deres kæledyr.  

 

Paula: Carli, hvordan kom du på ideen med at opdrætte katte?  

Carli: Jeg fik min første kat, Rasmus (en langhåret huskat), og efter et års tid ville jeg have en legekammerat til ham, derfor forsøgte jeg, at finde en race der mindede om Rasmus, eller som Rasmus mindede om. Jeg faldt over et prøveblad for Racekatten hos min dyrlæge og der var der et billede af en Norsk Skovkat, med fejende faner på en strand (i snor) som jeg syntes lignede Rasmus meget. Der var også en kontakt person som jeg ringede til. Efter at have snakket lidt med kontakt personen, spurgte jeg om de evt. havde killinger, det havde de ikke, men der var killinger ”på vej” og de ville da gerne ringe til mig når de var kommet. Jeg vidste ikke på det tidspunkt hvilket køn jeg ville have. Da de ringede og sagde der var kommet killinger (en fredag) spurgte jeg hvornår jeg kunne komme og se dem. Det kunne jeg mandag og der var også et par der skulle komme tirsdag og se killingerne. Mandag var jeg så ude og se killinger og blev så imporneret af hunkatten (Grorudmyra’s Tina) som bare lå og spandt mens hun vidste sine smukke killinger frem. Der var 2 drenge og 1 pige, og dem der skulle komme dagen efter, var mest stemt for pigen, men jeg havde førstevalg og jeg besluttede, at jeg meget gerne ville have pigen og ”få et kuld eller to”... resten er som man siger historie!

 

Paula: Havde du mange kæledyr som barn?

Carli: Nej, faktisk var min mor ikke begejstret for, at jeg skulle have dyr, for de svinede og hvad nu hvis jeg ikke gad og passe dem når jeg først havde fået dem? Jeg fik dog tiltusket mig en undulat med tiden, simpelthen fordi hun selv havde haft en undulat da hun var barn og jeg fik vist, at jeg sagtens kunne leve op til det ansvar det var at passe et dyr selv. Jeg var 8 år gammel da jeg fik Tulle.  Alligevel kunne jeg ikke få lov til at få flere dyr og jeg tilbragte en stor del af min fritid i staldene på Landbohøjskolen, den lå lige overfor den skole jeg gik i, og jeg kunne sagtens tilbringe et par timer der hver eftermiddag, som regel gik jeg i vejen, vil jeg tro, men det hændte også, at jeg hjalp til. F. eks. husker jeg tydeligt, at jeg en gang sad med et føl i flere timer, fordi hoppen var inde til undersøgelse, det syntes jeg var dejligt, at jeg kunne hjælpe til.  

 

Paula: Hvilke udfordringer havde du, da du først startede som opdrætter?

Carli: Jeg var meget heldig da jeg stratede som opdrætter, for dels var tingene mere ”simple” den gang, fordi der ikke var så meget viden om sygdomme etc. hos kattene, dels fik jeg meget opbakning fra de opdrættere jeg havde købt min første kat hos. Efter et par år blev der desuden dannet en ”ERFA-gruppe” (ERFA = erfaring), som bestod af de første opdrættere jeg havde købt kat af, deres opdrættervenner samt en del killingekøbere som også var blevet opdrættere. Vi var 25 i gruppen, flere kunne vi ikke fysisk være. Gruppen bestod i ca. 2 år og mødtes hver 5 – 6 uge hos en af opdrætterne i gruppen. Hver gang var der et emne, f. eks. dyreværnsloven, korrekt fodring af katte, vaccinations program for katte, hvad sker der under drægtighed osv. Og hver gang var vi delt op i grupper med 3 – 4 stykker i hver, som fik udleveret en af husets katte, som vi så skulle evaluere og blive enige om hvad vi syntes om, ud fra standarden og et skema en af hovedkrafterne i gruppen havde kreeret. Det lærte mig meget! Både om hvordan man kan kigge på katte og hvordan jeg kigger på katte i forhold til andre, samt den viden vi fik hver gang om diverse emner, den gav mig en god basis viden også. Så jeg var heldig, at være med i en sådan gruppe.  

 

Paula: Hvilke faktorer tager du højde for når du avler katte?

Carli: Jeg kigger først på stamtavlerne. Når det gælder de norske skovkatte kigger jeg på indavlsprocenten samt andelen af Pan's Polaris i stamtavlerne, både hver for sig og når de er ""lagt sammen"". For Maine Coonerne kigger jeg på indavlsprocenten, klonerne og andelen af foundation. Derefter ser jeg på hvad katten er testet for (hvis det er en hankat i et andet katteri jeg skal låne til en af mine egne hunkatte), men er det fordi jeg skal indkøbe en ny kat til katteriet, kigger jeg selvfølgelig på om begge forældrene er testet for det som vi selv tester for. For begge racer er det HD, PL, HCM og PKD; for de norske skovkatte er det desuden GSD IV og for maine coonerne er det den HCM DNA mutation der hedder MyBPC3 (eller HCM1 som mange kalder den). Derefter kigger jeg på kattene, deres styrker og svagheder, igen kommer det jo an på om det er vores egne katte der skal parres, en hankat udefra der skal bruges til en parring eller en killing der skal indkøbes til katteriet. For en hankat fra et andet katteri samt en killing der indkøbes til avl, spørger jeg ind til om der er evt. kendte defekter eller om der er andet jeg skal vide f. eks. om noget familie har fået konstateret HCM eller andre helbredsrelaterede ting. Jeg spørger også ind til kattens eget helbred samt temperamentet og det er fordi, at sundhed og temperament altid er kommet først når vi har avlet katte. Når alt det er på plads så ser jeg hvor godt katten passer til typen for den norske skovkat eller for maine coon'en. Da vi arbejder med foundation-baseret maine cooner i vores opdræt, er det ikke altid, at typen er med katten, men det er jo så noget vi skal arbejde på og det er jo også en del af spændingen med opdræt af maine coon. Efter typen, som er et overall look (hvordan katten ""hænger sammen"", f. eks. benlængde i forhold til kroppen og hovedets størrelse i forhold til kattens krop) kigger jeg på hovedet (look, lændger etc.), benstammer samt størrelse. Derefter kigger jeg på længden af halen i forhold til kroppen, pelskvaliteten og til sidst farven. Det er svært helt præsist og sige i hvilken rækkefølge jeg kigger på hvad for som regel er det jo en samlet vurdering af katten (stamtavle, helbredsresultater + kattens udseende) og ikke en enkeltstående ting der vejer for eller imod lige den kat. Ingen kat er perfekt så det gælder om, at finde den kat der kan komplimentere den kat man vil have parret eller som kan bidrage med en spændende stamtavle her og nu, og så kan man arbejde på type etc. i næste generation. Når man opdrætter katte er det jo ikke kun en generation eller ""mit"" avlsarbejde"" der er i fokus, men mange generationer frem man skal tænke på hvordan man påvirker samt andres avlsarbejde, da kattene jo som regel bliver ""mikset"" sammen på et eller andet tidspunkt.

 

Paula: Hvilken følelse havde du, da dit første kuld blev født?  

Carli: Uha det er jo længe siden. Men jeg kan faktisk godt huske hvad der skete, nok fordi det VAR mit første kuld. Fie, min første skovkat, fødte torsdag nat i mit soveværelse. Fødslen begyndte kl. ca. 1 og sluttede ½ time efter! Meget hurtigere og mere smertefrit end jeg havde læst mig til i Politikens kattebog. Faktisk overdriver mange katebøger hvordan fødslen er og hvor galt det kan gå, MEN man skal jo ikke være blind for, at det kan gå galt, jeg ville bare ønske, at der var mere fokus på hvor tit det rent faktisk går godt. At føde er jo trods alt en helt naturlig ting! Nå men jeg kan huske hvor imporneret jeg var over, at Fie bare ”ordnede det hele”, hun var helt klar over, at de skulle vaskes og at efterbyrden skulle væk (af hensyn til lugten som kan tiltrække rovdyr, selvom der sjældent er rovdyr på 3dje sal på Østerbro, men her er det instinkterne der helt klart slår igennem hos katten). Hun passede killingerne helt selv fra starten af og var en god mor, masser af mælk og overskud, men hun kunne også godt forlade fødekassen for at gå på toilettet og selv få noget at spise. Jeg følte virkelig at der var styr på tingene, så jeg skulle bare nyde killingerne og overlade resten til Fie, det var en dejlig fornemmelse og jeg var også lidt stolt over, at Fie-pigen bare havde klaret det hele som hun skulle.  

 

Paula: Er det svært at skille sig af med killingerne?  

Carli: Det spørgsmål får jeg tit for rigtig mange kan ikke forstå, at vi kan skille os af med de der nuttede killinger der render rundt hos os. Men det er meget enkelt, fordi hvis vi beholdt alle killinger selv, så ville vi hurtigt være nød til at stoppe som opdrættere , for så ville vi løbe tør for plads, tid og penge! Og hvis vi ikke solgte dem, så ville andre mennesker som har så stor glæde af ”vores” killinger, blive snydt for den dejlige oplevelse det er, at få sådan et nyt lille, energibundt hjem til dem. En som kan sprede glæde og lykke i deres nye hjem i mange år fremover. Tit er folk så glade for ”vores” killinger, at de vender tilbage, en eller flere gange, for at få en til og det er jo altid herligt, det er faktisk den bedste anderkendelse og reklame man kan få, synes jeg, at andre er så glade for det arbejde vi lægger i, at vores killinger skal være sociale og glade katte, at de kommer tilbage igen og igen. Og så er det også sådan at jeg fra starten har en ide om jeg vil beholde en killing eller ej fra kuldet, og vil jeg beholde en killing, så vælger jeg den ud allerede ved fødslen. Jeg kigger jo på andre ting eller killingekøberne kigger på, jeg kigger på hvor godt den lever op til standarden samt om den har det rette køn, for det afhænger vores videre avlsarbejde jo af. Men hvis jeg ved, at fra det her kuld skal vi ikke beholde noget, så ved jeg fra starten af, at ”det her er ikke vores killinger” og så holder jeg fast i den tanke, hvilket aldrig har faldet mig svært. Jeg kigger stadigvæk på hvem der er god til avl og hvem der skal gå til kæl, i tilfælde af, at andre skal have noget til f. eks. avl, men ellers ved jeg i mit hjerte, at de her killinger de skal bo andre steder, og det gør det meget nemmere for mig når de rejser. Når det så er sagt, så skal det lige siges, at der næsten altid er en der griber mig om hjertet og når jeg aflevere den i dens nye hjem, ja så kan der sagtens falde en tåre når jeg går derfra, men det har ikke noget at gøre med, at det hjem den flytter hjem i, ikke er godt, det er bare fordi det lille ”bæst”, har sneget sig ind i mit hjerteJ Med tiden går det over, specielt fordi jeg jo ved selvsyn kan sse hvor godt killingen har det i det nye hjem.  

 

Paula: Har der været gange, hvor du ikke har villet sælge killingerne til nogen?  

Carli: Nej vi har faktisk været rigtig heldige med vores købere, der har dog været et par gange hvor vi med tiden har fortrudt et salg, men det har faktisk kun været når vi har solgt killinger til andre opdrættere, desværre.

 

Paula: Har du andre dyr?

Carli: Ja vi har faktisk en del dyr og min mor kalder det mini-zoo’en. Vi har en schæfer, Ida, og så har vi belgiske kæmpe kaniner, de slår græsset i alle løbegårdene, hvilket er meget handy så slipper vi for at bruge flere timer hver uge på det. Vi har også 2 løvehoved hankaniner, som vi har overtaget fra andre der ikke kunne have dem mere. Derudover har vi også et volier med undulater, zebrafinker og kanariefugle, det er mest for hyggens skyld, de synger nemlig så smukt.  

 

Paula: Hvordan har dine kæledyr det med hinanden?

Carli: De har det fint sammen, bortset fra at Ida, schæferen, gerne ville ind og lege med kaninerne. Og nogle af vores hunkatte er meget beskyttende når de har killinger og derfor kan de godt være lidt hårde ved Ida, men hun holder lav profil og sørger for ikke at provokere mødrene, så som regel går det over efter et par dage. Ida er meget kærlig og glad for killingerne når de bliver en 7 – 8 uger gamle, så kravler de rundt overalt på hende og hun tillader faktisk at de kan gøre alt ved hende.  

 

Paula: Kan du fortælle os om nogle af dine kattes personligheder?

Carli: Hvor lang tid har jeg? Fighter, vores store, dejlige hankastrat, vil gerne kæle hele tiden og op i arm, lidt svært når man tænker på at han vejer ca. 7 kg! og at han som regel begynder at savle af velvære når han bliver kælet for. Bøjer man sig ned kan han sagtens finde på at hoppe op på din ryg, hvilket flere købere har prøvet, fordi vi ikke nåede at advare dem! Champagne, der duffer med poterne og spinder når man tager hende op. Baccarat der bare helst vil ligge op ad ens bryst/hals, mens hun spinder ind i dit øre samtidig med at hun kan finde på at slikke på det og det nærliggende hår. Hun vejer ca. 5,5 kg så det er heller ikke en kat man bare står med på den måde, men sidder man i sofaen kan det være ganske behageligt.  

 

Paula: Hvad skal potentielle købere kigge efter, når de besøger et katteri?

Carli: Der skal være pænt og rent, kattene skal være imødekomne, killingerne skal virke nysgerrig og kælne helst uden at opdrætteren bruger et legetøj for at ”lokke dem til”. De må ikke virke sløve, syge eller utrivelige. Det kan være svært at beskrive, men hvis man får en fornemmelse af at ”jeg tager en killing fordi her skal den ikke være mere” så skal man faktisk gå derfra UDEN en killing selvom det kan virke hårdt i situationen, men fakta er, at hvis man er faldet over en dårlig opdrætter, så redder man måske en enkelt killing, men samtidig ”dømmer” man fremtidige kuld til at blive født der, for så længe de kan sælge deres killinger, så længe vil de lave killinger.

 

Link til katteriet: katteri Gyldenløve

Spændende produkter til katte:

 Læs flere blogindlæg om kæledyr