Ring +45 50262020 | [email protected]

Fragt: kun 39 kr | Hurtig levering

Min kærlighed til dyr har altid været der ♡

Lige siden jeg som en lille pige elskede at se cowboyfilm og drømte om et liv lige som de seje cowboys!
 
Tanken om at sidde i sadlen på en smuk palomino og drive kvæg over uendelige vidder, fascinerede mig. Det frie liv, naturen og alle dyrene. Sådan gik det desværre ikke, men hestene blev en fast del af mit liv. Først som ponyrytter på en rideskole i Vejle, så senere som handicapridemedhjælper og nu, hvor jeg selv er blevet ejer af to skønne fjordheste. Mine forældre havde ikke råd til at give mig en hest, så i min barndom var der andre dyr, der fyldte mit dyreelskende hjerte. Selv havde vi undulater, kanin og kat, mens jeg flittigt lånte hunde af gode naboer, ja jeg gik nærmest mine barndomsgader tynde med Krølle, Samson, Starsky og Jack. Og selvom de ikke var mine egne, var det lige så slemt for mig som for ejerne, når hundene skulle på den sidste rejse.
 

Som helt ung ønskede jeg at gøre arbejde med dyr til min karriere. Jeg søgte ind på studiet både som veterinærassistent og som dyrepasser. Men kravet var en elevplads inden studiestart og de hang bestemt ikke på træerne. Det var drømmen for rigtig mange unge og efter at have søgt uendelige antal elevpladser, måtte jeg opgive. Jeg overvejede derfor at læse til dyrlæge isedet, men efter et praktikforløb, fik jeg for alvor øjnene op for de mange etiske problemstillinger, man skal kunne håndtere som dyrenes advokat. Det kunne jeg rent menneskeligt ikke holde til. Jeg ville sikkert også ende med at aflive ejeren istedet for dyret, så stor respekt herfra til alle dyrlæger.
 
For at gøre en forskel for dyrene valgte jeg for et par år siden at blive frivillig i Dyrenes Beskyttelse. Jeg blev kredsassistent i Hedensted kommune. Mine opgaver består primært i at køre mindre dyr fra henvender/dyrlæge til Brande dyreinternat eller vildtplejestationer, hvor dyrene får den rigtige pleje til de er klar til at komme tilbage til naturen eller ud til nye ejere. Jeg kan varmt anbefale dette, hvis du også brænder for dyrene. Udover Dyrenes Beskyttelse er der mange andre organisationer, der kan bruge din hjælp. Dyreværnet, Inge´s Katte Hjem, Pindsvinenes Venner, Nyt Hesteliv eller Hestens Værn er blot nogle af dem, der tager imod hjælp med kyshånd. Og mange steder tager de gerne imod legetøj, udstyr, tæpper og foder, selv den mindste handling har stor betydning for dyrene.
 
Her i 2018, hvor jeg er blevet middelaldrende kvinde er dyr stadig en stor del af mit liv og det vil det fortsat være indtil den dag, jeg ikke kan klare mig selv længere.
 
På hjemmefronten er der lige nu to heste, en hund, en kat, en kanin og undulater der alle giver mig en glad velkomst, når jeg kommer træt hjem fra job.
 
A pro pos job, ja drømmen om at være cowboy og nyde det frie liv, sidder stadig i mig. Men det bliver næppe til en karriere i Montana eller Texas. Derfor har jeg købt en fed westernsadel og en cowboyhat og når muligheden er der, sadler jeg en af mine heste og rider rundt på folden og leger John Wayne! Ikke helt ligesom i filmene, men lidt derhen af...! :-)
 
God sommer fra Heidi
  

 Læs flere blogindlæg om kæledyr